Børn af den frie skole

Det er en søndag middagsstund i januar. Udenfor kan vejret ikke beslutte sig. Landskabet ligner en scene fra Narnia med de frostklædte træer og den klare blå himmel. Fra oven kommer en blanding af slud og regn. Jeg gør holdt på vejen og køber en snasket og sød wienerbrødsstang. Da jeg svinger ind på skolens parkeringsplads, kommer min tidligere elev Caroline kørende i sin lille bil. Allerede nu mindes jeg om årene, der er gået, siden jeg var hendes lærer på Glamsbjerg Friskole. I hyggehjørnet indenfor døren, sidder de tre andre og venter på mig. Marius er nu betydeligt højere end mig, og Amalie og Kathrine er ligesom Caroline blevet unge kvinder med andre ansigtsudtryk, former og måder at udtrykke sig på. Vi skal mødes i dag for at snakke om, hvor de er havnet i tilværelsen efter, at vi slap dem, og for at drøfte, om de har fået det med fra Friskolen, som vi arbejder for.

Af Katja Eva Klitgaard.

En friskole er ikke bare en skole, hvor man skal lære boglige færdigheder. Det skal man naturligvis også, men hele ideologien bag bygger på at (ud)danne det hele menneske i ånden fra Grundtvig og Kold, og det er et pivilegie at få lov at undersøge, om det har båret frugt.

Caroline Jørgensen går i 3.g på Vestfyns Gymnasium på samfundsvidenskabelig linje. Hun har engelsk på a-niveau samt samfundsfag og psykologi på b-niveau (det har hun selv hævet fra c til b niveau). Hun startede på Friskolen halvvejs inde i 8.klasse, da hun ikke trivedes på den folkeskole, hun kom fra. Egentligt er traditionen i Carolines familie, at man støtter op om folkeskolen, så for dem var det ikke umiddelbart et naturligt valg at sætte Caroline i friskole. Familien kom dog til at ændre syn på de frie skoler. Som elev oplevede Caroline, at hun fik ro og mulighed til at udvikle sig på det niveau, hun var. Hun fik udviklet sine sociale kompetencer, og hun fik mere gejst for læring. For hende var det trygt, at skolen ikke var større, for alle elever og lærere kendte hinanden, og der var altid en at gå til, hvis man havde brug for det. Desuden var der altid nogen, der opdagede det, hvis man havde en dårlig dag, da relationen mellem lærere og elever var meget mere personlig, end hvad Caroline ellers var vant til. Hun fortæller, at hun er blevet bedre til at springe ud i tingene og stå ved sig selv. Hun har lært, at det er okay at skille sig ud, og at forskellighed faktisk er en styrke. Hun trives godt på gymnasiet, men hun er alligevel kritisk overfor det meget store fokus på karakterer og det at løbe igennem pensum. Hun savner læring for læringens skyld og ikke for karakterernes skyld. Det er et ræs, der i bund og grund ikke er nødvendigt.

Caroline savner i dag især den personlige relation mellem elev og lærer, årets store musik- og teater forestilling kaldet Musicalion, samt morgensang. Caroline fortæller: ”Jeg savner især de engagerede lærere, der havde forståelse for, at det ikke er tysk grammatik, der fylder mest i hovedet på en, når man er 14”. Caroline mener, at Friskolen skal blive ved med at udvikle sig, men fortsat have fokus på fællesskabet, såvel de små som store fællesskaber. Det savner hun på sit gymnasium nu. Hun er vild med de fysiske rammer på sin nuværende skole. Det er inspirerende at være i æstetiske omgivelser. Gode borde og stole samt moderne undervisningsremedier er et stort plus.

Friskolen lærte Caroline at blive til nogen og ikke til noget. Det er vigtige ord, som Forstander Ejvind Rosenvang ynder at sende med eleverne, når de skal forlade skolen efter endt 9. klasse. Husk at blive til nogen og ikke til noget.

Marius Vejlgaard Larsen sidder overfor Caroline. De to har gået i klasse sammen, så han nikker genkendende til mange af de ting, som Caroline siger. Marius går i 2.g på Midtfyns Gymnasium. Han har biologi A og kemi B som linjefag. Desuden har han oveni, for glædens skyld, taget matematik på a-niveau. Han og Caroline er enige om, at meget vigtige ingredienser i en skole er ledelse og økonomi. Ledelsens måde og handlinger forgrener sig rundt til alle øvrige ansatte, og en sund økonomi gør bare alle mulige ting meget mere mulige.

Marius er en meget velbegavet og pligtopfyldende ung mand. Han var på Friskolen ligesom de andre tre en super elev både fagligt, socialt og personligt. Egentligt er han ikke særligt begejstret for gymnasiet. ”Det er et konstant ræs om at få høje karakterer og om at præstere”, fortæller Marius. De konstante forventninger og det enorme pres gør, at flere elever bliver stressede og nærmest udbrændte, siger Marius. Selv skal han holde tungen lige i munden og leve vildt struktureret for ikke at bukke under for presset og forventningerne.

Han undrer sig over, at de laver skole, som de gør, når man nu sagtens kan lave skole uden pres og karakterræs. Det har han oplevet som friskoleelev. Han startede på skolen i 2. klasse, og da han kom, kunne han hverken læse eller noget andet. Det viste sig hurtigt, at Marius var alt andet end ordblind. Blot havde han mistrivedes på sin tidligere skole, og så kan man som bekendt ikke lære noget.

Da Marius var elev på Glamsbjerg Friskole, var han ikke skoletræt. Han glædede sig til undervisningen, klassekammeraterne, morgensang og lærerne. Han mener, at han på friskolen lærte at acceptere sig selv og hvile i sig selv. Skolen er lektiefri til og med 6. klasse, da skolens værdier bygger på, at børn skal have lov at være børn, så de skal bygge huler og flyve med drager, og hvad de ellers kan lide. Desuden viser alle undersøgelser, at børn og unge lærer optimalt i læringsfællesskabet på skolen. Ikke alene derhjemme med lektier. Marius oplevede lektiefriheden som befriende. Ingen stress og pres efter skole. Der var han sammen med familie og venner, og man kunne altid komme i skole med god samvittighed, for der var ingen lektier, der ikke var blevet lavet.

Marius har altid haft et stort behov for struktur, forudsigelighed og tydelighed. Sådan er han bare indrettet. På friskolen tog lærerne de hensyn, og det gjorde, at Marius kunne være tryg og fungere. På gymnasiet har lærerne ikke ressourcer og tid til at kende eleverne på samme måde, så han har ikke fået den støtte og opbakning, som han egentligt har brug for. Det har været hårdt, og det er endnu en af de ting, han særligt savner ved friskolen.

Både Caroline og Marius er bekendte med fordommene omkring frie skoler. Fordomme om at børnene ikke lærer nok, og at frie skoler ikke er på samme niveau som folkeskolen. De fortæller grinende, at de aldrig har haft behov for at gå ind i en diskussion om det. De ved nok selv bedst, når de nu rent faktisk har gået på en friskole.

Kathrine Berg Frydenlund har jeg aldrig haft glæden af at undervise, men vi kender hinanden så udmærket, for det gør alle, der er på GFE på samme tid. Kathrine er gået fra at være en ung pige til en ung kvinde, siden jeg sidst så hende. Hendes fremtoning er nærmest yndefuld og majestætisk, og på samme tid er hun enormt imødekommende. Hun stoppede på Friskolen i sommer, da hun var færdig med 9. klasse. Nu er hun elev på Hammerum Fri- og efterskole, som ligger i Jylland. Hun har valgt en alment dannende efterskole, hvor der er noget interessant for alle. Så får hun lov til at prøve en masse nye ting, som hun ellers ikke ville komme i nærheden af. Som linjefag har Kathrine valgt faget ”adventure”, hvor man selvsagt kommer på eventyr og afprøver sine egne grænser. De har blandt andet dykket, reddet og klatret. Samtidig er hun tilknyttet musiklinjen, da det altid har været Kathrines store passion.

Kathrine er begejstret for at være et sted, hvor de andre elever har samme interesser som hende selv. Det er en idrætsefterskole med idræt to gange ugentligt, men den del opfatter Kathrine som værende lige så fællesskabsdannende som sundhedsfremmende. Hun oplever på efterskolen, at de udvikler sig som et hold, hvilket er fedt at være en del af. Hun er også vild med den boglige undervisning. Hun mærker, at hun er vant til demokrati og til at blive lyttet til og taget alvorligt. Hun har sin egen mening om tingene, og hun er god til at argumentere for den. Hun er ikke nervøs og utryg ved at ytre sig. Hun siger, at det blandt andet er noget af det, som hun har lært ved at gå på Friskolen. Hun ser, at mange af de andre elever har en kamp om at komme øverst og værende meget fokuserede på karakterer. Indimellem opfatter nogle af de andre unge næsten sig selv som deres karakter. De identificerer sig med karakteren. Kathrine har et meget afslappet forhold til karakterer, og hun er vokset op i den ånd, at en karakter blot er et øjebliksbillede. På Friskolen får eleverne kun karakterer i 9. klasse, og de får det i et så skrabet omfang, som det er muligt. Her tror man mere på mundtlige og skriftlige udtalelser, hvor elevens arbejde vurderes, og der samtidig er en vejledning til forbedring.

Kathrine opfatter absolut sig selv som barn af den frie skole. Hendes bedstefar var forstander på Glamsbjerg Friskole i en lang årrække sammen med Kathrines bedstemor, der fungerede som lærerinde og forstanderfrue. Kathrines forældre var begge elever på friskolen, og hendes far, Steffen, arbejder på skolen som pedel. Kathrine er flasket op med friskoleværdier, og hun ved, at det ikke skal være en pligt at lære, men at man lærer gennem lyst. Hun er som sådan ikke påvirket af de karakterer, som hun nu får på efterskolen. Hun bruger dem som en rettesnor eller guideline til sit skolearbejde, men hun oplever, at hendes kammerater bliver utroligt påvirkede af deres opnåede karakterer.

Hendes kusine nikker genkendende. Hun sidder ved siden af, og hendes historie er meget lig med Kathrines. Amalie Berg gik på friskolen til og med 8.klasse, hvorefter hun valgte at tage på Vandel Efterskole. Hendes efterskole har både kreative og sportslige linjer, og desuden er gymnastik et obligatorisk fag, og det oplever Amalie som fællesskabsdannende. Hun selv er på musiklinjen, da det altid har været hendes største interesse.

Amalie fortæller, at hun især mærker sin friskolebaggrund ved at hun ikke er bange for at stå frem og tale foran en forsamling. Hun forstår at bruge det frie ord, og hun hviler i at gøre det.

Om sin tid i børneskolen, siger Amalie: ”Vi har fået lov til at være børn. Lektiefriheden var befriende, for når man havde fri fra skole, så havde man helt fri. Vores lærere gjorde læring til leg, og vi har haft tid og luft til at udvikle vores fritidsinteresser og bare være børn”.

Ligesom Kathrine er Amalie naturligvis vokset op i en friskolefamilie. Hendes farmor og farmor var som tidligere nævnt forstander og forstanderfrue, og Amalies mor har da også arbejdet på skolen en gang. Amalie fortæller, at de værdier de kendte i skolen var de samme derhjemme. Ligesom de andre tre oplever hun, at unge mennesker tillægger karakterer alt for stor værdi, og deres velbefindende afhænger af de gode karakterer. Hun mener slet ikke, at det er nødvendigt med en masse karakterer for at drive skole. Vi ved jo alle sammen nogenlunde, hvor vi ligger alligevel, og en mundtlig eller skriftlig udtalelse er meget mere anerkendende.

Amalie er en sprudlende og kreativ pige. Hun er passioneret, og det ligger hende på sinde at drøfte karakterer, skolemåder og skoleformer, lektiefrihed og barndom. Især nævner hun igen og igen kommunikation. At hun har lært at kommunikere på den gode måde. Det burde alle lære. Hun savner det meget personlige forhold til sine lærere, hvor man også besøger dem hjemme i privaten. Og hun savner at man har fri adgang til lærerværelset, hvis man skal snakke med en lærer eller bare lige vil se de voksne. Som barn blev hun i sin skolegang lyttet til og taget alvorligt, og de voksne brugte tid på at kommunikere med hende. Det har i den grad været med til at forme hende, fortæller Amalie.

Da jeg kører hjem, er vejret klaret op, og der er pludselig sol på himmelen. Jeg skulle have haft et par solbriller med i bilen, for sol i vinterlandskab er nu det smukkeste, men også det mest blændende. Det har været en stor oplevelse at møde fire tidligere elever, der alle definerer sig selv som børn af den frie skole. Til sidst under kagen og den varme kakao vendte vi forbedringer og tiltag for Friskolen. De unge mennesker var ret enige om, at Grundtvig og Koldt sagtens kunne italesættes mere. At lærerne burde holde flere oplæg og fortællinger om de to herrer. At det burde indgå som en del af undervisningen, så alle havde meget mere styr på hele grundlaget for, at vi gør, som vi gør. Jeg tror faktisk, at de har ret.

Den sidste lille halve time inden mødets slutning, gik med at snakke om hvorledes det går med alle mulige tidligere og nuværende elever. Alle lærerne spørges der også ind til samt deres ægtefæller og børn. Man kender hinanden godt på Friskolen, og det er godt at høre, at alle trives og er gode steder i deres liv.