Dansens dag 2015/2016
I dag blev det universelle sprog talt på Glamsbjerg Friskole, nemlig udtrykt gennem dansen. Alle børn var i gang, og danseinstruktør Lene Vistesen fik sat pulsen op på Solhusets 80 jublende og glade børn med zumba og leg i hallen. Senere dansede og sang Karen i skolegården med børnene til tonerne af ”Jeg har et træ med kirsebær”, og alle var igen i bevægelse.
Kridthusets drenge med Harald i front udfordrede alle med ”skæve moves og head banging” med høj intensitet og til techno pop musik – efterfølgende trængte lokalet i den grad til udluftning. En pigegruppe fik eleverne forvandlet til popdansere, og Anette kastede eleverne ud i det sanselige og de koordinerede trin i zumbaen.
De store eleverne fra overbygningen og efterskolen blev myndigt instrueret i squaredance af Mikael iført headsæt og klar stemmeføring, andre forsøgte at følge Peter i Les Lanciers og den tredje gruppe dansede Cha cha cha anført af Mette og Mads fra efterskolen, inden alle sluttede af i hallen til en gang fælles zumba.
Det var en dejlig dag med ”ja-hatten” på.