25
apr

Disciplin i 6. klasse

UNDERVISNING VED FRK. ANETTE.

6klasse1112

Onsdag d. 25. april 2012 var 6. klasse i Den Fynske Landsby i Odense. Vi skulle gå i skole i Den Gamle Skole om formiddagen. Det foregik i gammelt tøj, så alle var klædt, som man ville have set ud i 1860, hvor skolen var fra.

Vores lærer, Frk. Anette, underviste i alle datidens fag. I kristendomskundskab lærte vi (dele af) Luthers Katekismus og Fadervor udenad, vi læste højt af en tekst skrevet med gotisk skrift og datidens stavemåder, vi skrev skråskrift og regnede. Udover datidens faglighed fortalte frøkenen om skolen, landsbylivet og andre ting, bl.a. om hvorfor der ikke smiles på de gamle billeder.

Vi havde en fantastisk oplevelse, og alle 6. klassere viste sig fra deres bedste side. Der var stort set ikke brok, selv om borde og bænke ikke var lavet til nutidens høje unger. De rejste sig, når der blev sunget, terpet udenadslære, og når de havde rakt hånden op og fået ordet. I frikvarteret blev der gået på stylter, spillet keglespil og gynget.

Efter middag blev grupperne sluppet løs i haven med nogle opgaveposer – i deres eget tøj. Her var det en fornøjelse at være lærer for en gruppe dejlige unger.

Birgit og Line