Fritterens julefrokost 2018/2019
Endelig kom dagen med en af årets allervigtigste begivenheder. Nemlig SFO’ens julefrokost. Jeg har glædet mig til at fotografere denne begivenhed, og jeg møder ind i spisesalen lidt før tid.
Det er akkurat som at være i et hjem, der venter gæster. Gitte, Mette, Michelle og Marianne arbejder skyndsomt og flittigt med at få anrettet maden pænt og indbydende og med at få ordnet det sidste pynt, så alt er klar, når der om lidt træder cirka 50 forventningsfulde og glade børn ind ad døren.
Maden, både den kolde og lune, er fint anrettet og klar til at gå om bord i, bordene er dækket op med pynt, navneskilt og snapseglas, julemanden med hans gavesæk står klar, julesangen er kopieret, og (børne-)champagnen er klar til at blive poppet, så nu ringes der fra spisesalen til Robert i SFO’en, så han kan sende børnene til fest. Børnene kommer stormende som hvirvelvinde og tordenskyer udenfor spisesalen, men lige inden entre, skal de tage deres sko af, og da de så træder ind i salen, sker det magiske. Roen sænker sig over hvert eneste barn. De ser sig nysgerrigt og benovet omkring. Det er en helt særlig dag, og børnene mærker umagen og det højtidelige præg. Da alle har fundet deres bordkort og dermed deres plads, byder Anna og Kirstine fra 3.klasse velkommen til julefrokost, og de gennemgår dagens program. Der klappes. Glæde og entusiasme. Robert følges med julemanden til midten af salen, hvor Michelle står klar til at udtrække de heldige, der får en gave denne dag. Under trommehvirvel og fanfare skabt af børnene, nævnes navnene på de heldige. Når pakken er blevet åbnet, råber børnene ”yes”, og så holder de pakken i vejret og viser den stolt frem imens, at alle de andre klapper.
Vi synger ”Julebal i nisseland”. Den elsker alle børn og langt de fleste voksne.
På tur går klasserne op og finder mad. Der er meget at vælge imellem. Det er sjovt at stå på sidelinjen og se, at nogle af børnene er fuldstændigt vant til at begå sig i en buffet, og nogle af børnene har nærmest aldrig prøvet selv at tage mad og smøre et stykke rugbrød. Hurra for forskellighed. De hjælper alligevel bare hinanden, og alle får mad-rigeligt mad.
Efter indtagelse af første omgang mad, rejser Summer, Silje, Karla-Marie og Lærke sig op. De ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår, og så udfører de et lille akrobatisk stunt. Stor klapsalve og jubel.
De voksne går rundt langs bordene med kulørte flasker og fylder snapseglassene op. Robert styrer skålen. Alle børn hæver glasset og nikker rundt mod hinanden, derefter en direkte skål med dem, der sidder nærmest, og så ligger de hovedet tilbage og bunder deres børnechampagne. De ligner til forveksling voksne, der skåler i stærkere sager til julefrokost. Det er utroligt og fascinerende, som børn kan imitere og kopiere mimik, udtryk og kropsholdning.
Anden runde mad. Tyggelyde og gode gnaskelyde. Skål, snak og latter. Kirstine og Anna fra 3.klasse vil gerne holde en lille tale. De fortæller, at de er så glade for at være i solhuset, og de vil sådan savne stedet, når de om et halvt år bliver kridthusbørn. De ønsker god jul og skåler for Solhuset og for venskaber.
Efter halvanden time med fest, sang, skålen og spisen lakker festen mod enden.
I morgen spiser solhuset rester fra det gode julefrokostbord. Så mindes de festen undervejs og alle de sjove ting, der skete.
Katja