20
sep

GFE-dag

Hvert år afholder Glamsbjerg Fri- og Efterskole en GFE-dag. Her skal alle elever på kryds og tværs af alder og skoleform lære hinanden at kende.

Eleverne inddeles på blandede hold, hvor de så dyster mod hinanden. De store tager sig af de små. De holder dem i hånden, støtter dem i legene, følger dem til deres klasse, når de skal spise madpakke osv. De små er trygge og får nye, store venner. De store vokser med det nye ansvar.

Rundt om på skolen leges der husleg, kartoffelløb, battleball, alternativ rundbold, kædefodbold, rundboldfodbold og mange andre sjove aktiviteter. Sidst på dagen mødes alle i foredragssalen, hvor vinderholdet udnævnes.

Dagen styres af efterskolens livsstilslinje, som har tilrettelagt alle aktiviteterne. Lærere og pædagoger er nærmest kun nøglebærere.

Vejret var med os. Solen skinnede fra en smuk septemberblå himmel.

Katja Eva Klitgaard