Glade, frigjorte og disciplinerede børn
Smukke ord om årets Musicalion
Vi har fået et dejligt brev fra en bedsteforældre, der har overværet årets forestilling, og vi har fået lov til at bringe det her:
Lærerrådet
Glamsbjerg Fri- og Efterskole.
Min kone og jeg har lige overværet Eksperimentarion eller Musicalion på en ny måde. Et stort til lykke med et brag af en synliggørelse af et pædagogisk forløb, men også en fornem demonstration af de processer, som er gået forud, og som
vanligt har involveret alle skolens elever. Det alene er en pædagogisk kraftpræstation.
Den skal selvfølgelig ses som resultatet af en mere end 10 år lang tradition, men det er en trappe med høje trin, I har betrådt. Og nu står I på toppen!
Forestillingen med alle de glade, frigjorte og disciplinerede børn og unge er i sig selv en demonstration, og involveringen af os bedsteforældre, som just ikke er tidstypisk, men for os, som har oplevet det (og er mødt talstærkt op), er det med et gammelt ord vederkvægende og meningsskabende. Børn – skole – familier er den treklang al god opdragelse handler om.
Så tak, kære lærerråd. Det hedder det stadig hos jer. I “gamle“ dage, dvs.1970’erne, da jeg var skoleleder på en af Ballerup kommunes første åben-plan skoler, var der lærerråd i ordets egentlige forstand. En forsamling af tjenestemænd, som man spurgte til råds, og som havde handlefrihed. I dag er lærere kommunalt ansatte, der handler efter direktiver fra rådhusets embedsmænd, hvoraf flertallet er djøf’ere, og som bygger på PISA og 7-trins evalueringer af hele menneskebørn. Blandt andet derfor kan folkeskolen ikke drive en pædagogik som den, I just har demonstreret.
Grundtvigs og Kolds efterkommere længe leve!
Kærlige hilsener
Ole-Peter Petersen
PS.
Hvis jeg må pege på et indslag, som for mig var bevægende og gik til hjertet, var det de tolv par hvide hænders ordløse fortælling med skøn musikalsk ledsagelse.