13
nov

Kim Larsen på Glamsbjerg Fri- og Efterskole

Ved Veras Værksted udstillede 4. klasse deres portrætter af Kim Larsen, og det er en god anledning til at fortælle eller genfortælle, at Kim Larsen rent faktisk har været i praktisk som lærerstuderende på GFE.

I bogen “Mine unge år” har Kim Larsen fortalt til Jens Andersen om sin tid i Glamsbjerg. Her kommer et uddrag:

“Meningen var, at vi skulle undervise forskellige klasser, betragtes, have kritik og ellers se de ældre, færdiguddannede lærere på slap line i timerne. ‘En friskole og en efterskole, det lyder sgu meget sjovt’, tænkte vi. Dengang var Asger Baunsbak-Jensen – folketingsmand, præst, debattør og forfatter – forstander. Han var et dannet menneske af den fine gammeldags slags, og så var han ikke uden sans for den moderne skole. Hans personlighed prægede hele skolen og skabte en særlig ånd, der var en blanding af strenghed og laissez faire.”

Herefter fortæller Kim Larsen, at Baunsbak var en sand gentleman, og at det er i kraft af ham, at Kim Larsen resten af livet altid holdt døren for damerne. Dernæst fortæller han mere om skolen, bl.a. om lektiefriheden, for så at vende tilbage til Baunsbak:

“Selv om hippiekulturens vinde så småt blæste over landet og på vejen havde strejfet Glamsbjerg, henstillede Baunsbak til, at man ikke mødte frem til morgensangen på bare fødder.” Han fortæller videre om elevernes demonstration mod dette forbud og Baunsbaks svar til dette.

Det kan kun anbefales, at I selv læser videre om fx “En aften med Kim Larsen”, der beskrives som hans første større solokoncert, og som altså fandt sted på Glamsbjerg Fri- og Efterskole 🙂

Læs et uddrag her.