Udover inspirationen fra Kolds pædagogiske vendepunkt og indsigt er der teoretiske begreber, der kan bidrage til beskrivelse af den praksis, der kendetegner læringsmiljøet på skolen.
På Glamsbjerg Friskole er undervisningen inspireret af begrebet situeret læring hvor kundskaber og læreprocesser er afhængige af den situation man står i. Det får den konsekvens at læring er knyttet til praksisfællesskaber hvor læringen foregår gennem deltagelse i praksis. Viden og udvikling af kompetencer er således situerede handlinger som kommer til udtryk i praksisfællesskabet. Et praksisfællesskab har en identitet defineret af et fælles interesseområde. Indenfor dette område deltager medlemmerne i fælles aktiviteter og diskussioner, hjælper hinanden og deler information. De bygger relationer, som giver dem mulighed for at lære af hinanden. Målet er at udvikle praktikere med fælles ressourcer og en delt praksis, eksempelvis erfaringer, historier, værktøjer og måder at håndtere tilbagevendende problemer på.
I denne forståelse anvendes blandt andet tilgangen legitim perifer deltagelse som et redskab til at analysere forandringerne i deltagelsen i praksisfællesskabet og indkredse det forhold, at læreprocesserne forudsætter en accepteret deltagelse i praksisfællesskabet som en betingelse for indlæring. Målet er at eleverne gennem læreprocessen bevæger sig mod at blive en større del af praksisfællesskabet.
Ved at arbejde med begrebet legitim perifer deltagelse ændres fokus på undervisning til at se på læringsaspektet. Viden bliver ikke noget, der som sådan hverken kan eller skal “overføres”, men noget som genereres igennem deltagelse.
Eksempler på deltagelse ses meget tydeligt i skolens arbejde med de praktisk-musiske fag som netop fordrer deltagelse for at lære, men dette kan i lige så høj grad være tilfældet i de mere kundskabsorienterede fag, hvor det f.eks. prioriteres at eleverne er udøvende og samskabende i danskfaget, og bruger deres fantasi og forestillingsevne, når de f.eks. skriver digte eller små fortællinger sammen eller deler dem med hinanden.
Ved at betone deltagelse i praksisfællesskabet som det erkendelsesmæssige udgangspunkt, flyttes opmærksomheden fra den funktionelle teoris betoning af enkelte elementer (kognition, viden og læring) til en relationel bestemmelse af disse elementer. Det vil sige, at læring, kognition og viden må forstås ud fra individets deltagelse i et komplekst netværk af relationer, hvor det er analysen af relationerne, der giver indhold til de enkelte elementer og ikke de enkelte elementer, der forklarer relationerne. Læreren og eleverne er altså sammen om læring og lærernes relation til eleverne og elevernes indbyrdes relationer er forudsætningen for god undervisning og læring.
Det bliver derfor ikke et spørgsmål om eleven lærer noget, men mere et spørgsmål om hvad der læres i bestemte aktiviteter og hvordan det kan bruges i et bredt relationelt perspektiv. I denne adskillelse af læring og viden bliver forudsætningen af få adgang til et praksisfællesskab hvori man trives og udfordres så man har lyst til at lære, og deltager i elevcentreret differentieret undervisning.
I et situeret perspektiv får læreren en mere medierende rolle i undervisningen. Lærerens betydning må forstås i forhold til hvordan vedkommende øger elevernes forudsætning for deltagelse i nuværende og fremtidige praksisfællesskaber. Derfor forsøger Friskolens lærere at møde eleverne i ’øjenhøjde’ og tage udgangspunkt i eleven for på den måde i højere grad at bevæge dem mod centrum af praksisfællesskabet hvor læringen og motivationen er højest.
At adskille læring og undervisning medfører, at en del undervisningsmæssige spørgsmål må omformuleres. Ved at betone en relationel forståelse af læring og viden bliver forudsætningen for læring at få adgang til deltagelse i praksisfællesskaber. Denne tilgangsvinkel er væsensforskellig fra den tankegang, der kendetegner det traditionelle uddannelsessystem, hvor det er tankegangen, at man først skal lære for derefter at få adgang til en given profession. Det er en tankegang, der medfører, at meningen med megen undervisning ofte bliver uigennemskuelig for eleverne, netop fordi de bogstaveligt talt ikke kan se hvor undervisningen fører dem hen. Derfor argumenterer situeret læring bl.a. inspireret af studier af mesterlæren, at der ligger en væsentlig læringsmotivation i, at eleverne har adgang til en praksis, hvor de kan se, hvor undervisningen fører dem hen.
Betoningen af adgang skal forstås i forhold til den aktive deltagelse i praksisfællesskabet frem for at forstå adgang, som det blot at være til stede i samme rum som de, der udøver en bestemt profession. Det er igennem en stadigt mere engageret deltagelse i en fælles praksis, at det lærte får mening. Mening er således ikke en størrelse, der engang for alle er en givet egenskab ved verden, men derimod noget der udfolder sig i den daglige deltagelse.
