Nye medarbejdere på GFE
PRÆSENTATION AF FIRE NYE OG EN VELKENDT.
I dette skoleår kan vi byde velkommen til 3 nye ansigter på GFE, et velkendt og et halvkendt.
Det kendte ansigt er Morten Rohde, der efter 14 år som efterskolelærer på er klar til nye udfordringer med fuld tid i friskolen. Morten fortæller: “Jeg glæder mig meget til at slå mine folder i mellemtrinnet, hvor jeg skal undervise i engelsk, historie, kristendom, idræt og sløjd. Jeg glæder mig til mødet med jeres børn og samarbejdet med jer forældre.”
Det halvkendte ansigt tilhører Søren Gudbrand, der tidligere har været vikar for Mulle på efterskolens håndboldhold. Søren er ansat som årsvikar i en kombineret stilling med hovedvægten af sit arbejde i 6. klasse, hvor han er klasselærer og underviser i dansk, engelsk, historie, kristendom og drama. Søren er 50 år og bor i Haarby sammen med sin kone, 2 børn og en hund. I sin fritid træner han håndbold i Haarby BK og dyrker judo i Vestfyns Judoklub. Sidste år underviste Søren på Allested Vejle skole, men har førhen arbejdet på efterskoler. Ud over lærereksamen har Søren en bachelor i russisk og bifag i økonomi.
Anette Vraakjær (foto th) kunne måske også beskrives som et kendt ansigt, for hun er nabo til skolen. Anette fortæller: “For et års tid siden flyttede min familie og jeg til Glamsbjerg, da vi havde forelsket os i byen. Det har vi ikke fortrudt 🙂
Jeg har arbejdet på friskole de seneste 11 år, og jeg glæder mig til at møde nye udfordringer og nye mennesker. Jeg kommer til at befinde mig en del i billedkunstlokalet, håndarbejdslokalet og i 4. klasse, som jeg er klasselærer for. Jeg glæder mig til at lære jer alle bedre at kende.”
I midten af billedet er Maja Hviid, som er klasselærer og dansklærer i 1. klasse. Maja er desuden rigtigt god til både musik og billedkunst, og nogle af jer har sikkert allerede haft fornøjelsen af hende til morgensang.
Arnbjørn Hansen (foto tv) er ny efterskolelærer og skal stå for musiklinjen. Han har desuden musiktimerne i friskolen fra 5.-9. kl. Arnbjørn præsenterer sig således: “Jeg er 28 år og er lige flyttet til Odense efter syv år i Aarhus. Ud over dette, så kan jeg rigtig godt lide musik, og jeg interesserer mig for, hvordan andre mennesker tænker og anskuer livet. Derfor har jeg uddannet mig i musik og religion fra Aarhus Universitet. Jeg glæder mig til at møde eleverne og få gang i musikken på skolen.”