Koloni-turne på det smukke Fyn!

En af mine yndlingstider på året er forsommeren. Blomster, buske og træer er sprunget først forsigtigt og senere frodigt ud, men de er endnu ikke svedet af og blevet kedelige. Fugle og sommerfugle basker om kap. Skolebørnene bæres afsted af lyst humør og en særlig lethed. Oveni alt dette, ligger skolens kolonier fra børnehaveklassen og op til 6. klasse. Jeg skal besøge fem forskellige klasser fra Glamsbjerg Friskole fordelt på fire fantastiske steder.

Min tur starter onsdag middag. Jeg ved, at børnene fra 3. klasse drog afsted lige efter morgensang fra Glamsbjerg Friskole. Der var intet at tage fejl af. Deres små kroppe var i konstant bevægelse, og de sitrede nærmest. Sommerfuglene må have fyldt godt op i maverne på dem. 3. klasses koloni er noget særligt. Efter sommerferien skal de skifte afdeling for første gang. De skal være kridthusbørn, og det er noget helt specielt. Så bliver man rigtig stor, men på samme tid bliver man den mindste i kridthuset, hvor man lige har været de ældste i solhuset.

Jeg kører fra Glamsbjerg Friskole til en lille hemmelig perle gemt bag Brydegaard. Her ligger Aahytten, som er en moderne, men smuk bygning båret og bygget af frivillige. Omgivelserne er overvældende. Siv, vild lavendel og græssorter omkring hytten ned mod vandet minder om en eng fra Nordjylland. Vandet er roligt og stranden bred og åben. Himlen og havet mødes et sted derude. Det er svært at definere præcist hvor. De blå og grønne toner flyder sammen og skaber en flydende overgang.

Ved min ankomst er hytten tom, og jeg kan ikke lytte mig frem. Det plejer man ellers at kunne på kolonier. Mit instinkt driver mig hen mod lågen, der leder ud mod ”engen” og vandet. Vand er så tiltrækkende. Det har Anne, Helle og alle de søde børn fra 3. klasse åbenbart også mærket, for nu kan jeg se dem. De er på vej tilbage mod hytten fra vandet. De fleste i bare tæer og med et net over skulderen. De minder mig et kort sekund om de grove fiskere fra Skagen, som blandt andet Krøyer har malet så fint. Nu hører jeg deres små, begejstrede stemmer, og jeg vækkes af mit dagdrømmeri.

Børnene snakker i munden på hinanden om krabber, der er umulige at fange i sådan et blæsevejr, så nu skal den i stedet stå på beachvolley og tegning. De voksne lytter og svarer tålmodigt. Børn og voksne ler sammen. Ved ankomst til hytten viser drengene stolt mig deres anneks, hvor der KUN skal sove drenge, og hvor man skal sige det helt rigtige kodeord for at få lov til at komme ind. De har været her få timer, men det ligner, at de har boet her adskillige dage. Annekset er nyt og indbydende. Der dufter af sødt træ og frisk luft.

Efter fremvisningen kæmper drengene en brav kamp med tørrestativet, for selvfølgelig kan de selv hænge deres våde tøj op. Og selvfølgelig lykkes det. Jeg besøger pigerne. Alt deres tøj ligger i fin orden på de dertil indrettede hylder, og deres senge er fint redt med lilla og lyserøde stoffer og en masse bamser.

De næste par timer, er jeg en flue på væggen, og jeg mærker den følelse af frihed, som børnene oplever. De kan være sammen med deres venner flere dage i træk, og der er ingen forældre, der kan forstyrre dem midt i en god leg, som de siger. Der er ingen pligter at passe såsom at dække bord, pipper de. Jeg siger, at jeg har hørt, at de selv skal lave mad og vaske op. De svarer, at det er rigtigt, men at det er noget helt andet end derhjemme. De fleste er også enige om, at det er ret fedt, at man ikke skal have almindelige timer, men at man på en måde skal lære en masse ting på andre måder, som de fortæller.

Derefter spilles der rundbold. I starten, er der lille tilslutning til legen, men så spredes rygtet om, at både Anne og Helle skal være med, og i løbet af ingen tid er nærmest hele klassen med. De to lærere modtager kyndig vejledning i, hvordan de skal skyde, og hvilket bat de skal bruge. Eleverne er ivrige. Det er fedt at lege med de voksne. De voksne er seje, og de fyrer boldene afsted. Ungerne hyler af fryd.

Jeg har en rar snak med gruppen af tegnende børn. Klassen har selv lavet programmet for kolonien, og de skal både spille fodbold, beachvolley, stratego-fange, stjerneløb og kongespil. De skal også lave mad og vaske op, og det glæder de sig til. Og så skal de slibe fedtsten, og de skal en masse ture til vandet. Endeligt skal de på udkig efter diverse insekter, for i deres klasse er de nemlig vilde med natur/teknik.

Min første dag på min koloni-turne er ovre. Jeg smutter en tur ud på Helnæs og får øen ind under huden, og derefter kører jeg hjem ad små veje med skarpe sving og skønne sommerdufte.

Onsdag fortsætter min turne, og jeg sætter kursen mod Løgismose Camping og 1. klasse. Jeg modtages af en venlig medarbejder, der guider mig ned mod hytterne, og derefter siger han med et bredt smil og et glimt i øjet, at derefter kan jeg bare gå efter lyden. Han kan tydeligvis også godt lide lyden af liv og børn. Den lyd, som jeg selv kender så godt og holder så meget af. Jeg går igennem pladsen, der allerede er fyldt op med fastliggere. De har store fine vogne med små, hvide stakitter rammet udenom. Igennem de små plastikruder, kan jeg se, at de har lamper, fjernsyn og gulvtæpper, og mange af dem har også en fin lille vovse og en lille flagstang.

Jeg finder ungerne i luksushytterne. Helt igennem lækre hytter. Nye, moderne og i tip-top orden. Pigerne fortæller mig med små spinkle stemmer om hvor meget, de glæder sig til at sove sammen. De vil i seng senest 19.30, så de rigtigt kan nå at nyde tiden inden, at de skal sove. Mere robuste drengestemmer hujer og råber i begejstring over, at de skyder deres fodbold mindst en 60-70 meter op i luften, når de selv skal sige det. Drengene forvandler sig pludseligt alle til rullende orme i deres soveposer.

1. klasse laver snobrød sammen med campingfars søn. Efter 20 sekunder starter dét, som man de efterfølgende 20 minutter hører som et evigt-klingende ekko: ”Er mit snobrød færdigt”. Robert har en helt ualmindelig tålmodighed, så han rører ved alle snobrødene efter, at børnene har holdt dem 20 sekunder midt i en flamme og konstaterer, at brødet ikke er færdigt. Omhyggeligt forklarer han igen og igen, at brødet ikke skal holdes midt i flammerne, men at de skal være over kullene.

En dreng bander og siger noget med ”for helgoland da”. En lille pigestemme siger, at det ikke er pænt at bande. Drengen er selv enig. De enes om, at man kan sige ”for legoland da”. Så kan man jo ikke støde nogen.

Et andet barn mener, at det er meget besværligt med alt det røg i øjnene, og nu hvor det er så varmt, så må man kunne stege snobrødet i solen i stedet. ”Bare stik pinden helt op i himmelen”, råber han betaget over sin egen ide, og det meste af klassen følger trop og sidder så på deres træstubbe rundt om bålet med snobrødspindene flagrende i vejret. Tålmodige voksne forklarer igen, at det er en god ide, men at den ikke fungerer i praksis.

Røgen svier i øjnene, og Robert siger, at næste år tager han dykkerbriller med til alle børnene, så de kan blive beskyttet mod røgen. Hvis det sker, så kommer jeg helt sikkert tilbage næste år og tager billeder, tænker jeg.

Børnene i 1. klasse skal bade, fange vilddyr (krabber) fra havet, spise slanger (som er snobrød), prøve bueskydning og ride ponyridning. Mest af alt glæder de sig bare til at komme i seng og hygge sig sammen, siger børnene.

Jeg forlader 1. klasse, for ikke så langt herfra bor børnehaveklassen i et sommerhus sammen med Tina og Michelle. Denne gang kommer jeg rigtigt på eventyr i det fynske landskab. Først tror jeg, at jeg har indstillet min GPS forkert siden, at jeg guides af sted på så små veje. Efter lidt roderi, går det op for mig, at det ligesom bare er de veje, der er på de kanter. De lokale kender vejene indgående, og de suser afsted i deres biler som små tornadoer. Jeg må være rigtigt irriterende at køre bagved med min mormor-kørsel, og jeg lærer hurtigt at holde ind til siden, så de lokale kan flyve forbi mig i høj fart.

Skønne, smukke Fyn. Foran mig er den fineste mark med gylden hvede. Aksene ser så bløde ud, og jeg har lyst til at køre min hånd hen over dem, men jeg ved af erfaring, at jeg skal lade være, for de river og kradser helt vildt. Midt i marken står stolte og sarte valmuer rankt og stråler med deres knaldrøde farve. I baggrunden tårner Dreslette Kirke sig op med sin iøjenfaldende røde farve. Mine øjne og min sjæl glædes.

Hjemmefra er jeg vejledt i, at jeg kommer gennem meget små og tilgroede veje, og når jeg så når nissen, som sidder 2-3 meter oppe i et træ på min venstre side, så skal jeg dreje til venstre. Jeg har tænkt mit, men jeg valgte ikke at sige noget derhjemme. Her på turen, giver det så alligevel mening!

Vejene er så små og snørklede, at min Peugeot 107 kun lige kan være på vejen. Hvis en modkørende var kommet, så skulle en af os være bakket tilbage. Så smalt er der. På hver side af mig vokser overdådigt og frodigt buskads og hæk, så en overgang mørknes det helt omkring mig. Jeg er nået til et eventyrlandskab. Jeg kommer forbi en sort gitterlåge, der engang har været enormt elegant og fin. Den må have været indgangen til et meget fornemt og prægtigt sted. Nu går der små, krøllede får bagved lågen, som står så underligt placeret midt i det hele ud til vejkanten.

Et forladt og helt tilgroet hus dukker op i et sving på de helt små veje. Måske er det pandekagehuset, og måske er Hans og Grethe fanget derinde. Jeg tør ikke at stoppe og gå derind. Nogle andre må komme og befri Hans og Grethe, for børnehaveklassen venter på mig, og jeg er bange for heksen.

Vejen åbner sig og bliver en smule bredere. Og sør’me om der ikke på min venstre side er et egetræ med et hul i cirka 2-3 meter oppe, og her bor der en nisse. En rød nisse med træsko og hue. Jeg svinger til venstre, og inden længe kører jeg langs det smukke blå vand, og pludseligt fortæller min GPS mig, at jeg har nået destinationen.

Foran mig ligger det sødeste lille bondehus med bindingsværk og fint tag. Et lille diskret hegn, der lukker haven ud mod vejen, fortæller mig, at her passes der på børn, så de ikke suser ud på vejen. I en romantisk gammel have med fine store træer, finder jeg et par af drengene fra børnehaveklassen. De sidder tilbagelænet på en stor, rund gynge og kigger op mod himmelen og de smukke træer, der ser ud til at nå helt op i himmelen. Jeg hører små søde stemmer og Tinas glade latter fra laden. Her spiller Tina og drengene bordtennis, og andre drenge cykler rundt om bordtennisbordet imens. Der er plads til alle.

To piger kommer trækkende med en fin, gammel gyngehest. Den knirker ganske forfærdeligt på hjulene, så pigerne enes om at bære hesten i stedet. Det er ikke nemt, men sikke en vilje og stædighed så små væsener kan have. Der er flere kræfter i små kroppe, end man lige umiddelbart tror. De får hesten hen lige, hvor de ønsker.

En dreng skal bruge en af de voksne. Den voksne er optaget af et andet barn og siger ”lige om lidt, min ven”. Kort efter siger drengen: ”Nu er lige om lidt gået”.

Jeg vises rundt i det romantiske sommerhus, hvor jeg må dukke mig, da bjælkerne sidder lavere end mine 180 cm. Lyserøde heste i miniputstørrelse er linet op på gulvet. Perler i farvestrålende pragt ligger på bordet. Biler – både manuelle og automatiske – står rundt omkring og vidner om, at der har fundet god leg sted i sommerhuset. Haven er en oase med gamle, smukke moreltræer, roser og stokroser. Sol og skygge. Blomster og planter. Michelle gynger børnene. Børnene hviner af fryd. ”Jeg vil også prøve”, råber de. Tina laver smykker med pigerne. Måske åbner de en smykkebutik. Så må vi huske at støtte dem. De laver fine ting. Jeg forlader børnehaveklassen og deres lille boble af harmoni og uskyld.

Jeg er blevet så glad for at futte rundt på de små veje, at jeg beslutter at køre til Løgismose igen. Jeg er ivrig kunde ved de mange små vejboder rundt om på Fyn, og min mave byder mig at holde ind. Jeg køber ærter, tomater, jordbær, skole-agurker og grønne asparges, og jeg køber en mængde så de derhjemme, der venter på mig, også kan smage noget af det. Jeg når Løgismose, og min mave føles både helt grøn og tilfreds. Ved hytterne leger en gruppe børn sammen med Robert. I køkkenet er Rikke ved at lave mad med nogle andre børn. De viser mig, at de skal spise udenfor i grønne omgivelser. Alle viser mig, at både dyner, nattøj og bamser er gjort klar til det store øjeblik, når de endelig skal i seng.
Jeg bliver inviteret på aftensmad og oplever en stor gæstfrihed. Imidlertid længes jeg lidt efter mine egne derhjemme. Jeg vinker til de søde unger. Og jeg smiler hele vejen ud af campingpladsen på grund af alt den glæde og alt det fællesskab, jeg har set og oplevet. Jeg smiler også af alle de søde campingvogne med potteplanter i plastiskvinduerne og malerier på væggene. Det bliver næsten ikke mere dansk.

På vejen hjem må jeg konstatere, at min tanke om at dele dagens køb ved vejboderne bliver ved tanken. Det smagte åbenbart for godt.
Om natten sover jeg 12 timer, men så må jeg også være klar til min sidste turnedag, som om torsdagen går til Tåsinge og Carlsberg Camping.

Af Katja Eva Klitgaard.