Pas på skolen, pas på hinanden og vi ses i Rema
Det er onsdag morgen inden Kristi Himmelfarts.
Da jeg kører ind på Friskolens p-plads, er alle pladser optaget, så jeg holder nede ved Børnehuset.
Det er en stor dag i dag. En festdag. 9. klasse har sidste skoledag, og de skal både underholde og kaste med karameller. Forældre og bedsteforældre er mødt op for at være med, og skolens øvrige børn er forventningsfulde og spændte.
Ved hoveddøren møder jeg en dreng med en meget stor papkasse. Jeg spørger, om de er ved at lave noget spændende i billedkunst siden, at han har en papkasse med. Nej, det er de ikke, men 9.klasse har sidste skoledag, så han har den store kasse med til at samle alle karamellerne i, og der er ”faktisk rimeligt gode chancer for, at den bliver helt fyldt op”, siger drengen. Jeg krydser fingre for, at drengen får alle de karameller, han drømmer om.
Salen er fyldt til bristepunktet. Bagerste række er fyldt op med mennesker, der er adskillige generationer ældre end de, der plejer at sidde der.
Ejvind beder om ro og byder velkommen med en fællessang og Fadervor. Vi synger, beder og der gives beskeder. Idrætseleverne skal mødes der og der, og alle tyskeleverne skal komme forbi lærerværelset til en evaluering. Så kan showet begynde!
Musikken spiller, og fra begge indgange kommer 9.klasses elever flyvende og dansende ind i farverige og sjove dragter. De små fra Solhuset skriger af grin, da ”Teletubbies” og ”Bananer i pyjamas” kommer dansende ind. Det er så dejligt, når der sker noget, som man kender fra sin egen verden. Så kan man virkelig nyde forestillingen.
Et show følger med quiz, parodier, uvorne lærere og sjove og dygtige elever.
Afslutningsvist hylder 9.klasse sig selv ved at afspille et diasshow med en nostalgisk sang til. Sådan gør man nu til dags. Det er fint nok. Humoren fejler ikke noget. Deres dias slutter af med, at vi skal passe på skolen og hinanden, og at vi ses i den lokale Rema. Og det gør vi jo. Vi møder altid nogen fra skolen i Rema, fakta, hos dyrehandleren og ved tandlægen. Det er det, der er så fedt ved de små lokalsamfund. Og som gør børnene i lokalsamfundet trygge.
Den fede dame har sunget, og vi kan nu begive os ind i spisesalen, hvor der serveres rundstykker, Nutella, frugt, juice og alt muligt andet. Derefter er det ud i klasserne og kaste karameller til resten af skolens børn. De fleste 9.klasses elever kaster ikke karamellerne. De drysser dem nænsomt ud på gulvet, så børnene ikke får dem i hovedet, og så det ikke bliver for vildt og nogen kommer til skade. Når de ser Solhusbørn, som er generte og overvældede af karamel-kasteriet, giver de dem en håndfuld direkte i hånden.
De store unger fra 9.klasse er gode unge mennesker. Dem kan vi roligt sende ud i verden og samfundet, som de inden længe skal være en styrende del af.
Og den søde dreng med papkassen fik cirka 50 karameller. Hans papkasse blev godt nok ikke fyldt helt op, men det gjorde ikke noget, for det havde været sådan en spændende dag.
Katja Eva Klitgaard
