Pernilles historie
3 måneder for tidligt og med en vægt svarende til tre pakker smør! Således kom Pernille til verden. Som alle andre babyer, var hun bedårende og uimodståelig. Da hun var 1 år, undrede hendes forældre sig over, at hun endnu ikke selv kunne stå, og når de øvede det med hende, faldt hendes krop sammen som en bolledej. Læger ilede til og undersøgte den lille pige. Dommen var klar. Pernille ville aldrig komme til at gå, tale, spise selv eller noget andet. Til gengæld ville hun sidde i en kørestol og savle.
Sådan indleder Pernille sit foredrag på Glamsbjerg Friskole. Hun arbejder i dag på skolen som støtte for de elever, der har brug for en ekstra hånd i undervisningen og pauserne. Hun taler med høj og klar stemme, og den kønne selvsikre kvinde har et åbent og livligt kropssprog.
Det har været en lang rejse at nå dertil, hvor hun er i dag. Opskriften er et par gode og støttende forældre, hvis motto var, at man ikke kan vide, om man kan klare tingene, før man selv har prøvet. Derfor prøvede Pernille også alt det, som børn uden handicaps gjorde. Pernille har spastiske lammelser i benene, og at hun var for tidligt født, har vanskeliggjort indlæring. Pernille var elev på en lille landsbyskole med få elever. Hun var den eneste med fysisk handicap, og hun troede i sin tidlige barndom, at hun var den eneste i hele verden, der var anderledes i denne retning. På den lille skole, var hun udsat for grov mobning pga. sit handicap, og det blokerede helt for hendes evne til at lære noget. Da hun skulle starte i 3.klasse besluttede hendes forældre, at hun skulle gå på en anden skole, hvor der var elever både med og uden handicaps. En ny verden åbnede sig for Pernille, og hun fik gode lærere og en masse venner. Pludseligt kunne hun læse, og hendes faglige niveau fulgte hendes sociale trivsel. Hun hoppede adskillige klassetrin op på ingen tid. Pernille har en livsglæde og en jernvilje, der har bragt hende til, hvor hun er i dag. Ofte måtte skolen ringe til Pernilles forældre, for Pernille havde klatret i træer eller kørt på rulleskøjter, og det krævede så en tur på skadestuen. Det afholdt ikke Pernille fra igen at klatre i træer, når hun nu så godt kunne lide det. Et år på efterskole efter endt folkeskole, var lykken. Blot gik året alt for hurtigt. Pernille retter opmærksomheden mod efterskolens elever under sit foredrag og opfordrer dem til at nyde hvert sekund, for inden de får set sig om, så er skoleåret omme.
Som teenager voldte tanker om fremtiden hende mange kvaler. Hun ville så gerne arbejde, og hun ville allerhelst arbejde med mennesker. Hvilke muligheder har man som handicappet? Hvor kan man få et job som handicappet? Pernille starter som butiksdirektør og åbner en butik sammen med en god veninde. Efter 2 år, foreslår hendes jobkonsulent, at hun kan få et job på en skole i Odense, hvortil Pernille svarer, at jobkonsulenten da må have spist søm. Pernille havde jo svært ved det faglige, og det var ikke hendes yndlingsbeskæftigelse at gå i skole! Tapper og modig, som Pernille er, takker hun alligevel ja til jobbet. Hun har halvandet forrygende år, hvor hun støtter børn og unge, og hun har netop en særlig god tilgang til og forståelse for de børn, som har svært ved det faglige eller er skoletrætte. Eventyret slutter desværre pga. besparelser. Til alt held, kommer Pernille i kontakt med Glamsbjerg Friskole, og her har hun nu været ansat i halvandet år. Det er tydeligt, at Pernille har et godt samarbejde med sine kollegaer, og hun har særdeles gode relationer til eleverne.
Pernille slutter sit foredrag af med grinende at undskylde for nogle af de baby-, børne- og ungdomsfotos, som hun har vist på projektoren. ”Min mor er vild med at tage mærkelige billeder på mærkelige tidspunkter”. Publikum nød nu tydeligvis både billeder og foredrag.
Af Katja Eva Klitgaard.
