13
aug

Så er skoleåret skudt i gang!

Glade og forventningsfulde børn og forældre møder mandag morgen op på Glamsbjerg Fri- og Efterskole. Det er en særlig dag, for det er første skoledag for alle børnene på Friskolen. Desuden er det også første skoledag for skolens nye forstander Henrik. Ham er der mange, der gerne vil møde, så foredragssalen er fyldt op.

Dagen starter som vanligt med en sang. I dag er det ”Livstræets krone”, som alle friskolebørn kender nærmest udenad. I børnehaveklassen lærer de nye små også sangen af deres lærer, så de også kan synge med til morgensang. Lise Ferdinand fra bestyrelsen byder velkommen til alle eleverne og til Henrik.
Henrik fortæller om sig selv. Han har glædet sig til at komme i gang og lære alle at kende. Henrik er i fuld gang med at lære at spille bas, så måske kan han inden længe spille med til morgensang. Desuden fylder han sit hoved med tykke, svære bøger fyldt med lange snørklede sætninger og vanskelige ord. Således stimuleres hjernen. Dog kan han også lide at slappe af til noget godt på Netflix. Henrik byder alle velkommen. Store og små elever, nye elever, personale og forældre. Han siger, at det er vigtigt, at vi alle lærer hinanden godt at kende, så vi kan få en god dagligdag sammen. Han værdsætter et nærværende og positivt miljø, hvor vi sammen dygtiggør os i alle mulige retninger.
Rundt om på stolene sidder alle skolefolkene. Forældrene er mest optagede af at se giraffen, som man siger, så de lytter intenst til Henrik. Eleverne fra de forskellige klasser lytter også, men de kigger også rundt på hinanden. Nye er kommet til i klassen, og det er spændende. Desuden er nogle elever nærmest groet en halv meter i sommerferien. Smil og glade blikke flyver rundt i salen. Det er fedt at være samlet igen. På bagerste række sidder 9.klasse. Pigerne ligner sig selv. Glade og kønne. Drengene er både vokset i højden og over skuldrene. Fra en svingende klingende overgangsstemme, har de fleste nu en dyb basstemme samt dun over læben. Lærerne lytter til Henrik, mens de observerer alle deres elever. Ja, der er sandelig sket noget i sommerferien. Det bliver godt at komme i gang igen.
Overbygningen har mange traditioner knyttet til den første uge af skoleåret. 7. klasse klappes ind. Så er 8. og 9. klasse stillet fint op på to lange rækker, og de nye overbygningselever går igennem til store klapsalver. Derefter spiser de tre klasser morgenmad med deres klasselærer. Her er ingredienser som nutella, juice, kakao og rundstykker vigtige komponenter. I løbet af dagen nydes både is og kage, og endeligt sluttes dagen af med grillpølser under halvtaget. Ja, uden mad og drikke dur helten som bekendt ikke.
I ugens løb skal 7. og 8. klasse have studieteknisk uge. De skal introduceres til lektiedagbog, lære at arbejde i forskellige formater samt tilegne sig viden og fif om at øge egen læsehastighed og tage gode notater. De får nok at se til, men det skal de nok komme efter.
9. klasse skal i starten af september til Berlin på studierejse, så de skal i ugens løb finde historiske og kulturelle seværdigheder, som de skal sætte sig ind i, for så senere at fremlægge for resten af klassen.
I Kridthuset klappes 4. klasse ind til tonerne af ”Æblemand, kom indenfor æblemand”. 5.og 6. står klar med flag og en velpudset stemme. Det er fedt at starte i Kridthuset, men det er også en meget stor ting, da alt er anderledes, og i Solhuset var man jo de ældste. Nu er man pludseligt de mindste! I Kridthuset arbejder de tre klasser med hvert deres forløb i ugens løb. I dag mødes de tre klasser med deres lærere for at lave nogle fælleslege, så eleverne kan blive rystet sammen og lære hinanden at kende. Hver morgen møder Kridthuslærerne ind allerede 8.10 på trods af, at skoledagen først starter 8.30. De har gode erfaringer med, at der om morgenen er en lærer i Kridthuset, så ingen af de nye elever kommer til at stå alene og generte i et hjørne. Børnene fra 6. klasse siger, at det er mega hyggeligt, at der er en voksen om morgenen at sludre med. De fortæller også, at hvis der nu skulle være opstået en konflikt, så kan de altid få det løst ved hjælp af morgenlæreren.
Allerede i første frikvarter forstuver en dreng foden i en fodboldkamp. Tweens er bare fulde af sprudlende energi og fart.
Solhuset har klasselærerdag mandag, og resten af ugen kører de efter det almindelige skema. Spilopper på den alder har brug for ro og regelmæssighed til at falde til og finde strukturen i skolen.
Den sammenlæste 2. og 3. klasse har både Anne og Rikke første skoledag. De har snakket om sommerferie, og så har de fået nye pladser og nye bøger, hvilket er vildt spændende. Eleverne har i ferien lavet en scrapbog over deres ferie. Nogle har lavet den som power point præsentation, og andre har lavet en fysisk bog. De har fremstillet flotte sager.
Første skoledag er nok størst for børnene, som skal starte i 0. klasse. De er bare så klar med deres nye skoletasker og penalhuse, og de er alle velfriserede og pigerne er pyntede med rottehaler. De møder denne dag senere end alle andre, så børn og forældre kan få en morgensang uden resten af skolen. Så er der mere tid til info og velkomst. Desuden er det knap så overvældende, end hvis man skulle starte dagen sammen med 300 andre mennesker. Både 0. og 1. klasse flages og synges ind i Solhuset. Der er mange forældre med, og de er vist næsten lige så spændte som deres børn. Der er en hyggelig summen af aktivitet og småsnak blandt forældrene i Solhuset, som har fundet kaffekanderne i fællesrummet. Fællesrummet er over ferien blevet frisket op, så det har fået nye gulve og nye møbler. De røde døre er skiftet til hvide døre. Rummet virker både større og lysere. Flottest bliver det, når det er fyldt med Solhusbørn og alle deres farverige kreationer.
Og således blev dette skoleår skudt i gang. I øvrigt sammen med 92 nye elever fra efterskolen, som startede i lørdags. Måske ved de det ikke endnu, men de har netop taget hul på et af de vigtigste år i deres liv. Man siger, at et efterskoleår svarer til syv almindelige år.

Katja Eva Klitgaard.