10
sep

Vi er indstillet til SEVERIN-PRISEN 2018

Glamsbjerg Friskole er indstillet til SEVERIN-PRISEN 2018, som gives til en fri skole, der kommunikerer dannet og stærkt i det digitale rum. vI er indstillet for et gennemarbejdet Facebook-feed, der tydeligt og kontinuerligt præsenterer skolens værdier og virke uden at blive indforstået.

Forstander Irene Stapel fra Lunderskov Efterskole, Jesper Tække, medieforsker og lektor ved Aarhus Universitet samt kommunikationsekspert Rasmus Anker Rysgaard har indstiftet SEVERIN-PRISEN for dannet kommunikation i det digitale rum. Den uddeles årligt til en fri skole, der gør det godt på en eller flere digitale platforme.

“Vi har scannet nettet. for at finde det gode og gennemarbejdede indhold – og jeres sprang os i øjnene. Vi har derfor indstillet jer til SEVERIN-PRISEN 2018”, skriver de til os.

Læs deres pressemeddelelse her:

NY PRIS: ER DE FRIE SKOLER DANNEDE PÅ NETTET?

En forstander, en medieforsker og en kommunikationsekspert sætter med SEVERIN-PRISEN fokus på den frie skoles rolle i det digitale rum. DNA’et i Danmarks frie skoler er dannelsen og det levende ord. Er det også sådan på nettet?

Det levende ord på internettet
Kan ordet være levende på nettet? Kan sociale medier bruges til mere end at sælge skolepladser? Har den frie skole et ansvar for dannelsen i det digitale rum?

Ja, mener forstander Irene Stapel, medieforsker Jesper Tække og kommunikationsekspert Rasmus Anker Rysgaard samstemmende.

De tre har netop indstiftet SEVERIN-PRISEN for at sætte fokus på de frie skolers tilstedeværelse i det digitale rum. Giver skolerne med deres kommunikation stof til eftertanke? Er de også dannelsesinstitutioner på nettet?

SEVERIN-PRISEN 2018 gives til en fri skole (friskole, efterskole eller højskole), der udmærker sig med dannet kommunikation på sociale medier eller på hjemmesiden: Som formår både at engagere og give en sag perspektiv. Som vil mere end blot at sælge senge- eller skolepladser.

De frie skolers berettigelse
Forstander Irene Stapel siger: ”I den frie skole har vi altid produceret stærkt indhold. Vi kalder det blot ’undervisning, foredrag, samvær og samtale.’ De ting skal også kunne mærkes på nettet. Her skal vi tale mere om livsværdier og dannelse. For det er de ting, der i sidste ende skaber vores berettigelse som skoler.”

Kommunikationsforsker Jesper Tække forklarer: ”Internettet har på ganske få år vendt op og ned på den måde, vores fælles virkelighed skabes på. Rammerne for at skabe mening mellem mennesker er radikalt ændrede. Den frie skole har efter min mening både et ansvar på nettet og en stor mulighed for at vise, hvilke værdier, der faktisk bærer den.”

Kommunikationsekspert Rasmus Anker Rysgaard siger: ”Målet med SEVERIN-PRISEN er at fremhæve de skoler, som også på nettet er dannelsesinstitutioner. Som ind imellem hæver sig over øjebliksbillederne og giver rum for perspektiv og eftertanke. Hvem andre end de frie skoler skulle gå forrest i det digitale rum?”

OM SEVERIN-PRISEN

SEVERIN-PRISEN uddeles den 8. oktober 2018 til en skole, der bidrager med dannet kommunikation til det digitale rum.

Fra maj 2018 kan alle indstille deres favoritskole på http://vostok.dk/severin-prisen. Juryen offentliggør den 19. september 2018 de tre kandidater, som herefter sendes til afstemning på nettet. De indstillede kandidater offentliggøres løbende.

SEVERIN-PRISEN har navn efter Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783 – 1872).

De tre finalist-skoler udvælges efter åben indstilling af forstander Irene Stapel, medieforsker Jesper Tække og kommunikationsekspert Rasmus Anker Rysgaard.

Se mere på http://vostok.dk/severin-prisen