Om skolen

P1735132

Velkommen til Glamsbjerg Friskole

Velkommen til en skole, der både vil individet og fællesskabet, som har respekt for det enkelte menneske, og som ser en stor styrke i forskelligheden. Nøgleordene er bl.a. faglig fordybelse, forpligtende fællesskab, trivsel og tillid.

P1954688

Gode rammer

Friskolelivet skal gerne være kendetegnet ved glade og trygge elever, der trives ved at være i skole, både i og uden for undervisningen. Atmosfæren og de gode relationer er naturligvis de væsentligste parametre, men også de ydre rammer er vigtige for at skabe et velfungerende skolemiljø.

På Glamsbjerg Friskole har vi som regel en klasse pr. klassetrin fra 0. til 9. klasse. Klasserne undervises i fritliggende huse med fra 2 til 4 klasseværelser i hvert hus, og børnene har gode legemuligheder både på legepladser og på den mere utæmmede del af skolens arealer. Læs evt. mere under de enkelte teams.

En kombineret skole

Vores friskole er lille, forstået på den måde at det enkelte team kan betragtes som en lille skole i den store. I teamet har eleverne en overskuelig hverdag og et trygt læringsmiljø, hvor den enkelte elev bliver set, talt med i øjenhøjde, undervist og udfordret med udgangspunkt i egne evner og færdigheder.

Men med både et børnehus, en friskole og en efterskole er vores skole også stor, i hvert fald stor nok til at bidrage med den dynamik og mangfoldighed, som er noget af det vigtigste i et spændende og udviklende skolemiljø. 

Skolen er også stor nok til at kunne udnytte lærernes spidskompetencer. Lærerne underviser som oftest i deres hovedfag, og de fleste er knyttet til et bestemt team. Det er fagligt udviklende og inspirerende og danner gode rammer for kollegialt samarbejde, samtidig med at lærerne bliver gode til at ramme og rumme lige præcis den aldersgruppe af elever, der er i deres team.

Kernehuset

I hovedbygningen, Kernehuset, findes gymnastiksal, spisesal, køkken, foredragssal med teaterscene, bibliotek, billedværksted, opholdsstue med pejs, lærerværelse og kontorer.  

Det er vigtigt for os, at eleverne har mange forskellige ”arbejdsrum”. Derfor bruges bibliotek, pejsestue og caféområde også flittigt i den daglige undervisning. Her er mange hjørner og kroge, hvor det fx er muligt at lave gruppearbejde og sidde hyggeligt og rart, mens man læser.

Øvrige faciliteter

Ud over faciliteterne i Kernehuset har skolen håndarbejdslokale, musiklokale, naturvidenskabeligt hus med fysik-, biologi- og teknologilokale, sløjdhus og grupperum til specialundervisning. Skolen har endvidere egne boldpladser til eksempelvis fodbold, håndbold og basketball, samt multibane.

Derudover benytter skolen sig af nogle af lokalsamfundets faciliteter, bl.a. idrætshal, svømmehal og friluftsbad.

Glamsbjerg Fri Ogefterskole 2020 02840

Et rart lære- og værested

Det er vigtigt for os, at skolens fysiske rammer er velfungerende, og at den opleves som et rart sted at være. Tommelfingerreglen er, at de, der bruger stedet, også er med til at holde det pænt. Det bidrager vores pedel- og rengøringsafdeling i høj grad til, og eleverne skal også bidrage ved at gøre deres klasse klar til rengøring. Når eleverne kommer i overbygningen, har de desuden en ugentlig tjans i Kernehuset.

Indmeld dit barn

Når du melder dit barn ind, er det vigtigt, at du kender til skolens værdier. Kontakt gerne skolen og aftal et besøg, inden du tager din beslutning.

Læs mere og indmeld

Tilbage til forsiden

P1834256