I meget gamle dage, før skolereformen, pisaundersøgelserne og sågar forældreintra blev opfundet, vandrede en ung lærer ved navn Christen gennem lyngen et sted på den jyske hede og indåndede den krydrede duft. Han lod sine tanker flyve – det gjorde han tit – men de blev stædigt ved med at kredse om den lille Marie, som mildest talt var en håbløs elev. Han overvejede da om det var hans undervisning der var noget galt med, selvom han gjorde som han havde lært man skulle gøre.
Han havde fået at vide at børn var tomme væsener der skulle fyldes op med voksenting, for så ville de automatisk blive klogere. Det gav jo mening på en måde, tænkte han, men kunne det virkeligt være rigtigt at de bare skulle lære en masse ting udenad, som de ikke forstod, fordi det egentlig var skrevet for voksne. Nogle af passagerne i biblen og salmerne forstod han ikke engang selv til fulde.
Lille Marie kunne ikke lære bibelhistorierne udenad. Hun blev ved med at glemme ordene i den rigtige rækkefølge og sad til sidst bare og græd i stedet for at prøve mere. Christen syntes det var synd for hende, og hun lærte heller ikke noget.
Han var så langt væk i sine tanker at han næsten trådte på en hugorm der hurtigt forsvandt ind under en lyngplante.
Fra da af og resten af livet fortalte Christen historierne fra biblen med sine egne ord, så børnene bedre kunne forstå dem, i stedet for bare at læse dem højt. Pludselig kunne lille Marie – og de andre børn – meget nemmere huske og lære historierne. Samtidig blev de også gladere og mere interesserede og fik derved lyst til at lære endnu mere. Christen var den dag i lyngen nået frem til at det måske var en god ide at tale til børnenes fantasi, forestillingsevne og indre billeder som allerede er til stede frem for at tale på en måde som de endnu ikke forstår. Han lavede om på sin undervisning, så den vakte børnenes nysgerrighed i stedet for deres skræk for ikke at kunne lære udenad.
Mange år senere, da den unge lærer var blevet en ældre mand og havde startet mange nye skoler med nye måder at undervise på, fortalte han historien om lille Marie og sagde;
”For at undervisningen kan være sand og virkelig fordres to ting:
For det første: At lærerens væsen og gemyt er gennemtrængt af kærlighed til og levende interesse for ypperligheden og nødvendigheden af den sag der omhandles, således at elevens væsen, ved det levende ords ubegribelige kraft, ligesom åbner sig for at optage de tanker, følelser og forestillinger i sig, som det er lærerens hensigt at meddele.
For det andet: At den sag der meddeles, er af den beskaffenhed, at eleven på sit åndelige standpunkt virkelig er i stand til at modtage den på en sådan måde, at den enten kan vække eller nære hans åndelige liv.
Disse to ting er uomgængeligt nødvendige, hvor en åndelig befrugtelse skal finde sted, og de er undervisningens grundprincip.”
Denne fortælling om fortællingen, og Kolds egne lettere floromvundne ord om undervisning, er sidenhen blevet understøttet af forskellige didaktiske, pædagogiske og psykologiske begreber som f.eks. motivationsteori, læringsteori, relationel forståelse, nærmeste udviklingszone, differentieret undervisning, læringsstile etc.
Kolds opdagelse; at børn lærer bedre, hvis man tager udgangspunkt i deres forudsætninger, altså fantasien, nysgerrigheden og forestillingsevnen og læreren selv er engageret og vil noget med sin formidling og derved formår at gøre stoffet relevant og meningsfuldt for børnene, er blevet et grundprincip i den læringsform der praktiseres på de Grundtvig-koldske skoler. Undervisningen skal opleves levende, begejstret og betydningsfuld for børnene. Børn lærer bedst, hvis de oplever – i bredest forstand.
Udover at børnene får viden og kundskaber øger denne måde at lære på samtidig indlevelsesevne, koncentrationsevne, fordybelsesevne og forestillingsevne, som er væsentlige ingredienser også i forhold til de mere kundskabsorienterede fag samt en mere kreativ og innovativ tilgang til fagene og tilværelsen i det hele taget. Fortællinger er således sammenhængende, meningsskabende, værdiladede og dermed dannelsesskabende.
Skolens undervisning skal ifølge Grundtvig og Kold vægte det levende ord. Det betyder bogstaveligt, at fortælling og samtalen skal have størst plads. Dengang som nu var bogen det vigtigste middel i undervisningen. De ville således erstatte bogen med det talte ord og med erfaringen. Kun det erfarede kan blive til sand lærdom. “Livet kommer før oplysningen”, mente de. Dette skal ikke forstås som en modsætning til det skriftlige, men som en forudsætning eller et grundlag for skriftligheden.
Skolens undervisning skal ligeledes være historisk-poetisk. I sin korte udlægning betyder det, at undervisningen skal give dig kendskab til den historie, som du har fælles med andre (det historiske) og animere dig til at finde ind til dine drømme og forhåbninger om livet (det poetiske). Det kan ikke mindst myterne og poesien hjælpe dig til. Den historisk/poetiske dimension giver dig forståelse for, hvordan du er en del af fællesskabet og kun kan blive dig selv igennem det.
Forskellen mellem ’i fag’ og ’med fag’ kan kort beskrives som, at man i det ene tilfælde er mere optaget af selve faget og dets indhold – det er når man underviser i faget – mens man er mere optaget af fagets anvendelighed samt flere forskelligartede faglige og etiske dimensioner, når man underviser med et fag. Fortællingen som metode understøtter denne forståelse af faglighed.
