Skoleliv i 5. klasse på Glamsbjerg Friskole
Både Adam og Anna kommer oprindeligt fra en lille lokal kommuneskole, som blev lukket pga. besparelser. Adam startede på Friskolen for et år siden, og endnu har Anna kun været hos os et par måneder.
De unge menneskers dag starter i henholdsvis Køng og et sted mellem Glamsbjerg og Haarby forholdsvis få kilometer fra skolen. Efter morgenbad og morgenmad går turen til skolen. Adam cykler ofte, men det er ret hårdt, for der er en grusom bakke fra Køng til Glamsbjerg, og fra hans hjem varer stigningen cirka en kilometer. Anna får som regel et lift af én fra hendes klasse eller af sin mor.
8.30 er de sammen med deres klasse klar i foredragssalen, hvor der synges et par sange, gives beskeder og fremlyses/efterlyses. Anna fortæller, at børnene i børnehaveklassen næsten hver dag efterlyser et viskelæder eller en blyant. Det er lidt morsomt. Anna og Adam er enige om, at den bedste morgensang er om fredagen, hvor den er forlænget, og hvor eleverne må ønske sange, som skal synges. De fortæller, at næsten alle har et ønske til sang, så man skal være tålmodig og en skønne dag bliver man den heldige, som skal vælge sangen.
Efter morgensang går dagens undervisning i gang. Anna og Adam synes, at det er fedt, at man på Friskolen bruger færre bøger og mere online undervisning. I engelsk har de netop udskiftet bøger med onlineundervisning, og det betyder, at de meget ofte har små fremlæggelser foran resten af klassen. Anna fortæller, at man godt kan blive lidt nervøs og genert, men det er kun i starten, og man lærer meget mere på denne måde. De fortæller begge om PM-fag, som de er glade for, og som man på Friskolen anser som værdifulde og vigtige fag.
Dagens første frikvarter er 10.30. Adam er vild med at spille fodbold i pauserne. Anna besøger ofte kaninerne, som hun og hendes veninder har døbt Søren, Klaus og Pia (i Solhuset mener man vist, at de hedder Nutte, Stjerne og Firkløver eller noget i den stil). Hun leger også vinkegemme og er glad for at bruge svævebanen. Den er blevet brugt så meget, at den er ved at blive sløv, så nu er det tiden, at den bliver strammet op, fortæller hun. Efter frikvarteret er det tid til at spise. Det gør de sammen med en lærer inde i klassen. De er enige om, at det er hyggeligt og giver en god ro, at der er en lærer med, når de spiser. Anna fortæller, at hun spiser første del af sin madpakke i denne pause, og så gemmer hun anden del til 12-pausen. Så har hun bedre tid til at nå at lege.
Både Adam og Anna har venner fra andre klasser end deres egen. Da de lige startede på Friskolen, syntes de, at det var en stor skole med mange børn. Det har de vænnet sig til nu, og de er blevet glade for, at der er mange børn, for så er der mange flere muligheder for at få gode venner.
Klokken 14.00 er skoledagen omme. Adam og Anna skal hjem. På cykel, med skolebus eller i bil. Hjemturen er altid nemmere, for nu er det ned af bakke hele vejen.
Efter skole går Anna til kirkekor. Adam går til fodbold og svømning. De går begge til spejder. Nogle gange er der sociale arrangementer på Friskolen. De har fx været til py-party og skolelørdag og en enkelt fødselsdag (det har været småt med fødselsdage pga. Corona). De er vilde med sociale arrangementer, og de fortæller, at de godt kunne tænke sig et overnatningsarrangement i Kridthuset (så hvis forældrerådet læser dette, så må I i gang med planlægningen).
Det var nemt for dem begge at starte på Friskolen, for når der kommer nye elever, vælger man i klassen en såkaldt ’kammerat-super-helt’, som skal hjælpe med at integrere de nye. Det bedste for Adam ved hans skoleliv er fagene, lærerne og det faktum, at han ikke oplever konflikter i sin hverdag i skolen. Det bedste for Anna er fagene og hendes venner i skolen.