På Grundtvig og Kolds tid var undervisningen i skolen præget af den kateketiske metode, dvs. den metode hvor børnene lærte bestemte svar udenad, som skulle gengives ordret, når læreren spurgte – overhøring. Denne metode i børneskolen – og i øvrigt også den pensum- og eksamensrettede undervisning, som foregik i latinskolen (=gymnasiet) og den lærde skole (= universitetet) – tilgodeså kun forstanden. Over for det ville Grundtvig og Kold have en skole, som vægtede fantasien og følelserne, så de kunne holde forstanden på plads. Og skolen skulle vægte såvel kroppen som ånden. På denne måde troede de på, at det hele menneske i højere grad ville være i stand til at dannes og ikke kun uddannes.
Skolen skal være en levende vekselvirkning.
Måske det mest centrale pædagogiske begreb hos Grundtvig og Kold. Den levende vekselvirkning skal bl.a. give sig udtryk i samværet mellem lærer og elev. Lærer og elev skal lære af hinanden. De er ligeværdige, når det drejer sig om at blive klog på livet.
Skolen skal både oplyse og oplive.
Skolen skal selvfølgelig oplyse, dvs. give kundskaber og færdigheder, men den skal gøre det, så eleverne samtidig oplives. For Grundtvig og Kold betyder det, at eleverne skal have kærlighed til det, de skal lære og får glæde ved at leve livet, som det er her og nu, for derigennem at få mod til at forandre det, der skal forandres.
